Historie
Velkommen til et historisk tilbageblik
Historisk tilbageblik på Hotel Skanderborghus – fra oldfrue til nye tider.

Hotellet, der er smukt beliggende ved den gamle hovedvej A10 med udsigt til skov, Skanderborg Sø og Lillesø, blev indviet den 8. august 1961. Prisen var dengang cirka tre mio. kroner, mens de første kopper kaffe, der blev serveret til hotellets gæster kostede under tre kroner.

Det var civilingeniør Jørgen Glud, København, der øjnede det unikke sted og byggede Hotel Skanderborghus – med Kaj Jensen, Randers, som arkitekt. Jørgen Glud ejede i forvejen Hotel Europa i København, Karup Hotel og Rold Storkro og med en forkærlighed for særlig beliggenhed skabte han blandt andet også Hotel Hanstholm.

Med oldfrue og daglig aftæpning
I den allerførste tid syntes folk, at stedet så meget fint og dyrt ud – så meget, at mange almindelige borgere ikke vovede sig herind. Jørgen Glud, der var en farverig person, lejede derfor efter sigende biler af de lokale automobilforhandlere for at have dem holdende udenfor et par dage, så stedet kom til at se mere end almindeligt besøgt ud. En noget utraditionel form for reklame.

Det var nu mere stedets kvaliteter, der midt i tresserne gjorde, at her stort set altid var fuldt hus. Særligt ved højtiderne summede hotellet af gæster og fester, mens blandt andet stedets oldfrue og stuepiger sørgede for høj service. For eksempel blev alle senge tæppet af ved aftenstide, og der blev sat friske æbler ind på alle værelser. I kælderen holdt hotellets egen bager til, som leverede alt fra rundstykker til lagkager. Og alle gæster samt overtjener og oldfrue blev konsekvent tiltalt ”De”.

I dag vidner stuepigegangen om, hvordan tingene var dengang, da stuepigerne også boede på stedet. Pigegangen, der i dag hedder P-gangen, ligger på første sal og rummer fem værelser, der har fælles bad og toilet på gangen. Oldfruens dengang dobbelt så store værelse - nu med bad og toilet - er det nuværende værelse P5.

Hotellet blev i sin tid opført med 26 dobbeltværelser og 17 enkeltværelser og udviklede sig hurtigt til et aktiv for byen.

Indtog af Panton
I 1970 købte fabrikant og tidligere travmand, Willy “Derby” Johansen, Århus, og direktør Jens Carl Poulsen, Jysk Automobil Centrum, Randers, hotellet. Willy Johansen, der startede fabrikationen af Derbymotorer, knallerter og tv, slog sig på et tidspunkt på restaurations- og hoteldrift. Udover Hotel Skanderborghus var han blandt andet medejer af Cabana, Århus og ejer af restaurant Europa, Århus, Mundelstrup Kro samt Restaurant Tophat i Skanderborg. Han boede her på hotellet.

I 1974 engagerede han den berømte danske arkitekt Verner Panton til at modernisere Hotel Skanderborghus. Det betød nye lamper, som Panton var kendt for, og nye møbler og tæpper samt 70’er-mørke træpaneler, omgivet af blå og røde lofter og vægge. På enkelte af værelserne står stadig de oprindelige Pantella-lamper.

Ny retning
Ved Willy Johansens død i 1983 købte Asger Mortensen hotellet. Formelt var det dog hans 18-årige søn, Lars Mortensen, der stod på skødet, og dermed var Danmarks yngste hotelejer.
I 1980’erne tog hotel-branchen en ny drejning, idet weekend-ophold blev yderst populære, og på Skanderborghus boede desuden mange forretningsfolk fra ud- og indland – det var før Storebæltsbroens tid.

I 1985 fik Asger Mortensen, trods protester fra Naturfredningsforeningen, byrådets tilladelse til at udvide hotellet. Og to år senere blev værelserne renoveret af X-design. I 1989 blev kælderen – blandt andet den tidligere personalekantine og bagerlokalet – nyindrettet som kursuslokale, grupperum og bar-område.

Kurser i høj kurs
I 1990 døde Asger Mortensen ved en færdselsulykke. På daværende tidspunkt var hotellet i virkeligheden i økonomisk uføre, men situationen blev tilsyneladende reddet ved, at Korsøradvokaten Poul Fischer i august 1991 købte det. Poul Fischer var dog involveret i Danmarkshistoriens største sag om selskabstømning.

I mellemtiden overtog Torben B. Hansen hotellet. I 1997 havde Hotel Skanderborghus 50 værelser og en høj belægningsprocent, som primært skyldtes hotellets beliggenhed og gode standard, men også at man nu satsede endnu mere på kursister - udover fester og weekend-ophold, som også stadig var populære.

På vej mod flere stjerner

I 2009 købte hotelmanden og medindehaveren af et nordsjællandsk ejendomsselskab, Dan Bograd, hotellet, og nu arbejdes der på fuld kraft på at løfte stedet fra trestjernet til firestjernet niveau. Konference- og selskabsdelene bliver gjort tidssvarende og indbydende, og Skanderborgs borgere har fået en veldrevet a la carte restaurant med daglig åbningstid.

Hotel Skanderborghus er opført på kommunal jord, og ifølge kontrakten skulle bygningerne i 2021 overgå til Skanderborg kommune. Men hotellets nuværende ejer har fået lejekontrakten forlænget til 2050 – og Hotel Skanderborghus ligger dermed, hvor det så smukt ligger, mange år endnu.

Kilde: Skanderborgs historiske arkiv samt nuværende og tidligere ansatte.